Her sidder jeg — og stirrer op mod hende,
som ikke sender mig et Blik igen
men river mig til Rimerier hen,
hvori jeg næppe Mening selv kan finde.

Dog, varsler denne Foraarskvæld mig Sommer:
nuvel, saa bær mig, lyse Sommerstrøm!
og vug mig i en blid og fager Drøm,
der varer ved, selv om min Vinter kommer.

Selv naar jeg flakker ensom og forladt,
da vil jeg mindes Dig, du skønne Nat,
hvor Stjærnen løfted sig i Himmelranden:

men blev Du paa min Himmels Bue sat
som fast og varigt Tegn, saa tro ej at
jeg nævner Dig — og mener nogen Anden!