Han er borte. Vildt hun ser i Vejret,
Springer op og vrider sine Hænder,
Iler hid og did, indtil hun kender
I den bløde Jord
Trykt hans sidste Spor;
Og en Brand i hendes Side brænder.

Se, det Løv, som bæved nys for Vinden
Dunlet, med en Dugglans over Fnugget,
Er nu som med Fernis overtrukket, -
Og den første Taare furer Kinden.
Løvet blev et støvet, stygt Tapet,
Skovens Sal, hvori hun sprang som Hinden,
Staar nu tom, iklædt en falmet Dragt, -
Er da dette hændt, er dette sket?
Ja, i denne Sal blev Ofret bragt.

Hendes Navn den Falske skar i Linden.
Saften siver end af Barken ned,
Myg og travle Fluer gør Besked,
Suger sig en Rus af Træets Sødme.
Dette Syn er snart den værste Tort,
Med et Skrig hun jager Sværmen bort,
Mens paa Kinden flammer Skammens Rødme.

Og med bøjet Hoved bort hun gaar,
Støvet drysser, Solen brænder stille,
Grelt dens Straaler gennem Løvet spille,
Fluen suger atter Træets Saar.