Vær hilset igen!
Du travende Hest med din flagrende Manke,
Du vældige Kedel, som Stormhamre banke,
Du bølgende Mark, som af Bygerne mejes,
Du vippende Vægt, hvor Fregatskibe vejes,
Min kæreste Syssel, fortroligste Tanke,
Vær hilset igen!
Vær hilset, Du Hav med din gudfødte Styrke,
Vær hilset, Du Gud, som de Modige dyrke,
— Vær hilset, Du Brudgom til smægtende Strande,
Du Ophav til Øer, til Næs og til Lande; -
Vi mødes igen!
Og synes Du stundom at splittes i Dunst,
At løses i Skum, at forgaa for din egen
Styrke: Du er dog evindelig stegen,
Lutret og renset, af Kræfternes Kamp.
Lænker Du bryder, af Jern som af Hamp,
Dæmninger springer Du spottende over,
Men der er lagt i de tumlende Vover
Lov for din Vælde, Lov i din Kunst.

Ej vil Du fattes og ikke retfærdig
Dømmes af dem, som paa Strandbredden slaar
Hænderne sammen i Angest og raaber:
Ve, i et Kaos det Hele forgaar!
Nej, den, som lyttende lægger sit Øre
Did imod Striden, hvor haardest den staar,
Vil gennem Stormen og Styrtningen høre
Rytmernes Slag, som i Bølgerne slaar.

Alt synes opløst, Styrelsen borte,
Havet en tøjlesløs, brølende Horde,
Som gennem Dæmninger, Bomme og Porte,
Sprængte og knuste, styrter sig ud;
Masserne bølger, Hestene skummer,
Vaabnene fældes; Hurra og Skud; -
Men bagved Rækkerne hører Du Trommer,
Rytmernes taktfaste, rullende Bud . . . .

Selv naar i maaneglansbævende Nætter
Bølgen derudefra søger sit Spor
Lydløs tilbage, og tøvende sætter,
Aandedrætsrøvet, Foden paa Jord,
Selv naar som Dødens din Stilhed er stor
Og kun en uhyre Tankegrav rummer:
Hører jeg Rytmernes dæmpede Trommer,
Anende, Hav, hvor din Lovgiver bor.