Der slingrer en Smakke af Sted over Sø,
En kummerlig Prise for kræsne Korsarer;
Hej Sporhunde, puds dog det flygtende Vildt!
Det bereder Jer tusinde Farer.
Der flygter en Løve ad Sverige til,
Hvor ingen dens Ankomst venter,
Der sættes med Smakken en Krone paa Spil; -
Det er Kongeløven nede fra Bender.

Han reves med Sachser, med Russer, med Tyrk,
Hans Kløer har efterladt arrede Mærker,
Det halve Evropa har blødt for hans Tand,
Og endnu det i Vunderne værker.
I vældige Spring gennem Verden han fo'r;
Nu længes han efter at vide,
Hvorledes det staar med den fædrene Jord; -
Det er visselig ogsaa paa Tide.

Derhjemme der ser det kun sørgeligt ud,
Man lever ej højt just af Herrens Sejre;
Ved Barkbrød og Valle den Bondemand surt
Bereder sig Julen at fejre.
Han, Stenbukken, red vel Hr. Rantzau omkuld,
De Træskomænd vidste at ride,
Men Tab eller Sejer: At Krig ligefuld
Er Krig, det fik Menigmand vide.

Naar Ungdommen rives til Fanerne bort,
Og Pøjke og Pige kun lades tilbage,
Hvordan skal da Markerne give Os Frugt?
Det gi'er Gamlingen brødløse Dage.
Naar Sønnerne slagtes derude i Flæng
Paa Krigens vildene Scene,
For hvem skal da Ungmøen rede sin Seng?
Og hvorfra skal vel Stammen faa Grene? -

Det mumler derop fra det sortnende Dyb,
Hver Bølge, som skummer fra Sverig, fortæller,
At Folket er slaget med Vabler og Saar
Af Krigens brændende Nælder:
Kom hjem, Karl den tolvte, at læge vor' Saar,
Kom hjem, for vor Helsen at fremme;
De Slag, som en Konge derudenvælts slaar,
De svier til Folket derhjemme! -

Det mumler og klager og truer derop
Fra Bølgen, som bort gennem Natmulmet skummer. -
Han lytter, mod Rælingen lænet, dertil,
Og hans Kno sig om Sværdfæstet krummer:
»Lad Klynke de Kællinger; er jeg først dér,
»Saa tier vel nok deres Mukken!
»Jeg stamper af Sveriges Jordbund en Hær,
»Om jeg saa skal ta' Drengen i Vuggen!«

Han kaster med Nakken, den høje Gestalt,
Han kryster sin Kaarde, saa Knoerne knage:
»Nej, nu skal just Dansken faa Nemmelse af,
»At Kong Karl han er kommen tilbage!«
Saa slænger han ned sig med Panden i Haand,
Og Billede Billede jager
Derinde i Krigsgadens rastløse Aand
Som Tordenbygers Glimt over Ager.

Og Smakken den slingrer af Sted over Sø,
Mens grublende Løven har strakt sig paa Dækket;
Han kan ikke sove, vel tyvende Gang
Er af Bølgernes Bulder han vækket:
»Du Styrmand derhenne, sig, faldt der er Skud?« -
»Nej, det er de brummende Vover;
»Vi slipper vel over — saa hjælpe Os Gud -
»I Kvæld Peder Wessel nok sover!«