Lang er den Herre af Lemmer,
Kæmpevoksen og bred;
Det drøner i Gulvet, da Kongen
Falder for Paven ned,
Han trykker med Andagt den hellige
Tøffel til Læben sin;
Paven forstaar ikke Plattysk
Og Kongen ikke Latin.

Kong Kristjan drager fra Holsten
Til Rom, en Pilgrimsgang.
De Herrer er vel beredne,
Vejen til Rom er lang;
De komme med Sild og Bergfisk
Og dertil med Hermelin;
Sixtus takker for Skænken,
Men Kongen forstaar ej Latin.

Saa veksle de Buk og Hilsner
Og korse sig alle dertil,
De Herrer faa viede Klæder
Og Aflad, saa mange de vil,
Og Splinter af Kors og andre
Sager til Glæde og Gavn,
Og Lov til at rejse den sorte
Skole i København.

Kong Kristjan drager til Danmark,
Han glemmer aldrig den Gang;
De høje Herrer maa borge
Sig frem den Rejse saa lang;
De hented i Vælskland en Lære,
Den var baade spids og fin;
Saa hærpes de Poge derhjemme
For Fædrenes Brist i Latin.
Kor.

Mensa est rotunda, rotunda mensa est, -
Pryglet bli'r Latinen ind og skrevet og læst.
Peblinger med Skæg om Hagen,
Ramser, Korsang hele Dagen,
Kirken svinger Tugtens Ris,
Præceptores ligervis; -
Mensa est rotunda, Rotunda mensa est.
Blandede Soli og Kor.

Det var i de Tider, da Røgelsesduften,
Svanger med Troens Forfald,
Af osende Bækkener lumrede Luften
I Domkirkens halvmørke Hal,
Da Helgener, en for hver eneste Dag,
Tog Troen fra samtlige Degne,
Og Degnene selv, som en afgjort Sag,
Lod Sagerne glide i Ro og Mag,
Mens Paverne ud over Verden
Lod Aflads-Aktierne regne.

Da tog man i Kirken en Obligation
— Jo flere, jo højere Renter —.
Vorherre var Banken i egen Person,
Og Paven var Sedlernes Prenter.
Man affandt sig let med de højeste Ting,
I Kutter gik Kommissionærer omkring,
Mægler var hele Kleresien;
Man kunde helt frit spekulere i alt,
Naar Spekulationen blot ikke gjaldt
Principet: Teologien.

Det var i de Tider, hvor Jorden var flak
Og maatte og skulde saa være,
Og Tvivlsmaal om Sagen var Galmands Snak
Og Paastande Djævelens Lære;
Da Romerret blomstred og Næveret rap
Skød op i de Pletter, hvor Lovbogen slap,
Og Blodsæd var Udsæd for Resten;
Da Hekse blev stegt til Helgeners Pris,
Og Baalet var Dom og Proces og Bevis,
Og Lægekunst — Bødlen og Pesten.

Da grunded man Skolen, den sorte, herhjemme
Af Kirken et lavstammet Skud,
Men Tiderne blev, som vi vide, saa slemme,
At Plantningen næsten gik ud;
Der kom i Gemytterne Angst og Fortræd,
Hvad skulde nu Peblingen synge?
I Wittenberg staar Dr. Morten bered
At kulgrave Katolicismens Bed;
Han møder med Forken til Værket,
Som Tyskerne kalde at „dünge".
Solo.

Ja, Luther er en Hædersmand,
Saa lærd en Klerk,
Saa bondestærk;
Han bruger Stridsmands-Gaven.
En Arbejdsmand ved Herrens Værk,
Han sveder i sin grove Særk
Og hugger løs mod Paven.
Han graver om og rener Skel,
Men ak, en anden Præstegæld
Tynger kun Kirkehaven.
Recitativ.

Bort dreven den Munk i sin Kutte graa
Fra Kirkens Stol og fra Klostrets Vraa,
Alle de Helgenbilleder smaa
Vendte sig fra deres Plads og saa'
Ængstlig mod Kirkeporten.

Med Spændebibel og sløjkjole paa,
Skægget spidset og Minen bister,
Traadte i Koret en lærd Magister,
Som kunde bevise med Fynd og med Torden:
At syv og syv giver fjorten.

Hvad Vælskland og Frankrig, Rom og Paris
Havde sværmet og sunget og malet og digtet
Og hugget i Sten til en Kvindes Pris,
Det blev til Begrebers Begreb forpligtet
Og bundet til Højskolens Ferler
Under Enevoldsmagtens Ris.
Human var et Skældsord som forhen en Kætter,
Studenterne tygged de tørreste Retter
Langs Højskolens høvlede Bænke;

Da var det en Lyst at se, hvor de jaged
Som Stimænd hver Frimand, der ej var af Laget,
Og Landet sygned og sukked
Under Aandstvangens snærende Lænke.
O nævn ikke Skolen for det, som den gjorde.
Niels Hemmingsen, Tycho og Dybvad er borte;
De kunde vel snakke lidt med derom.
Og Griffen, som spiled sin Vinge mod Solen,
Den styrtedes dybt under Hørerstolen
Til Hofkrybets ravtyske Latter
For en krybende Lovtrækkerdom.

Og nævn ej, at Højskolen hæved sig atter,
Da Holberg til Sæde paa Stolen kom.
Alma mater hun havde en Datter,
Som næsten blev Landet i Moders Sted;
Hun sidder med Glar for den spidse Næse
Og stirrer sig blind for Latinen at læse,
Hun remser og mumler og fægter med Armen
I Luften, mens Kappen nedglider fra Barmen
Og viser det goldeste Bryst, man kan se.
O ve, o ve;
Den magreste Skabning, ej Spor af elastisk
Sundhed og ikke et eneste drastisk
Træk af Humør, som kan vække, befri.
Kun stivnet, skolastisk
Teologi
Og Hovmod og Bukler og Fraser
Og Snus og Pedanteri.

Og rused det end som et Fyrværkerblus
I Luften, og hørtes den Trufne skrige,
Og svang den store Satyrikus
Med Smil paa Læben sin Svøbe, -
Hvad har det for Skolen at sige?
Den gamle Jomfru blev troligt ved
At sidde, trods Regnen, som haglede ned,
Trods alle de Stryg, hun fortjente.
Hun vidste: den stærkeste Arm bliver træt;
Saa skrev hun „Baron" paa hans Gravsteds Bræt.
Han kæmped mod Skolen for Livets Ret,
Men Skolen kæmper for Magten . . .

Og Skolen har Tid til at vente.