Der er Foraar i Luften;
Fuglene synge -
Hen ad Vejen vandrer en munter Klynge.
Det er Fyre fra Tyve- til Trediveaarsaldren,
De snakke og le; der er en frygtelig Rabaldren.
Det er spirende Planter, vaargrønne Skud
Og Stammer, som alt har faaet Grenene ud,
Vejen ligger for dem, ingen gaar paa skraa, -
Det er danske Studenter med Kokarderne paa.

Der er Foraar i Luften,
Himlen er klar, -
Man har stærke Lunger og en stærk Cigar,
Man vil ud at lufte den støvede Frakke.
Skal det være »Stalden« eller den gamle »Bakke«?
Der er Stemmer for det første, Stemmer for det sidste,
Men det første er nærmest, det kan ingen omtviste.
Vejen er den slagne, den vil vi gaa,
Danske Studenter med Kokarderne paa!

Der er Foraar i Luften,
Man aander saa frit, -
Strandvejen tærer, den gi'r god Appetit.
Maalet er naaet, om Bordet man sig bænker,
Der er Bøfsteg paa Bordet, af Flasken man skænker,
Først spiser man og tier, saa taler man og drikker,
De Gamle priser Mosten, de Yngre hikker,
Saa rejser der sig en og begynder som saa:
»Danske Studenter med Kokarderne paa!«

»Silentium ved Bordet!
Jeg vil tale om Tanken,
Der slynger sig om Sjælen, som om Elmetræet Ranken.
Vi vil lufte vor Tanke, men Pokker ej den fri,
Vi er ikke med i Klubben, vi er Brandpoliti.
Ploug har jo vist, hvad dette Røre har skadet,
Og forleden lod han jo slaa »Reveille« i Bladet.
Se saadan en Reveille, den kan vi forstaa,
Vi Danske Studenter med Kokarderne paa!

»De gamle Studenter, -
Hm, de var lidt raa;
Maaske vilde de med denne frie Strømning gaa;
Men vi, vi har Gudskelov saa megen Velopdragenhed,
Saa god Disciplin, som vi stedse la'e for Dagen ved
At hylde vore Lærere og lystre vor Leder,
Og ikke blindt gaa med paa de nye Daarligheder;
Og Gudskelov, jeg tror, det vil vedblive saa,
Danske Studenter med Kokarderne paa!«

»Vor Tanke er som Kvinden,
Den nordiske Mø, -
Med hende vil vi leve, for hende vil vi dø;
Hun blomstrer foruden den moderne Erfarenhed,
Saa blomstrer og vor Tanke, og der er en Besparen ved
I Tid og i Kræfter at stænge for det ny
Og havne med vor Tanke i Oldtidens Gry.
Did søger Nordens Kvinde, did skal vor Tanke gaa,
Danske Studenter med Kokarderne paa!«

»Vor Tanke er den Unges,
Men den er ikke fræk, -
De frække Prædikanter, dem ser vi at faa væk.
Vi dyppe vore Penne, vi ryste Dydens Skjold
Og sigte Apostaterne i Ærbarhedens Sold;
Vi appellere kraftigt til Troens Vand hos Læserne
Og holde Atheisterne Moralens Ord for Næserne,
Og vil de ikke læse, saa skal de dog forstaa:
At vi er Studenter med Kokarderne paa!«

»See saadan er vor Tanke,
Og saadan ere vi, -
Studenterne er bleven et Ordenspoliti.
Om Skyttesagens Faner, for Nordens Folkeaand
Vi væbne os og fylke os med Riffelen i Haand.
Vi stille os paa Kysten, hvor Aandens Fjender lander,
Og brænder op hans Skibe, med en eneste »Brander«.
En Brander imod Brandes — den Krig kan vi forstaa:
Vi Danske Studenter med Kokarderne paa!

Der er Foraar i Talen;
Den lønnes med Applaus, -
Det lønner sig at tale ved en saadan landlig Smaus.
Mundlæret slides, ingen tier stille,
Det er jo Instrumentet, hvorpaa alle kan spille.
De gamle Guder dyrkes, de gamle Viser synges,
I Begejstringens Vand maa det gamle forynges;
Der er én Melodi, hvorpaa al Ting kan gaa,
Det er: Danske Studenter med Kokarderne paa!

Men Foraaret trætter,
Og Punchen var hed. -
Af Taler og Punch kan man ogsaa blive ked.
Aftenens Skygger over Strandvejen falde,
Og Hjemmet er en Magt, hvis Stemme høres kalde.
I Haverne ved Vejen staar Danmarks Kvinder,
De lytte efter Stemmerne med blussende Kinder:
»Det er Fædrelandet Sønner, — det kan vi forstaa;
Det er danske Studenter med Kokarderne paa!«