Det klinger som fra fine Instrumenter,
og bøjer du det grønne Blad til Side,
saa ser du Parkens Alfer, hvor de glide
med spæde Hænder over Strengelegen.
O Strengeleg! min Ungdoms dyre Minde!
Da gik jeg som berust af Vaarens Bad
og sang hen for mig selv saa sjæleglad,
og lyttende stod Busk og Blomst og Blad
mens Fuglen flagred til sin Elskerinde.

Det klinger nu som da fra fine Strænge,
det suser sagte gennem spæde Blade:
Se, Busken ryster sig og en Kaskade
af Perletoner triller over Gruset:
Jeg føjer Taarer selv til Regnens Toner.
Kom, kom hver Alf, som skjuler sig bag Blad,
den Foraarsregn gør sund, gør sjæleglad,
om end en Vemod dirrer i det Kvad,
som Træet nikker til med tunge Kroner!