Om nogen vil vide, hvad Foraar er,
Hvad Knopper, som sprænges,
Hvad Blomster, som slænges
I rundhaandet Grams over Fjældsiden ned,
Om nogen vil vide, hvor Solen er hed,
Hvor Skyggen er svanger
Med svalende Duft,
Hvor Fjerskyen pranger
Som blændende Silke i atlaskes Luft;
Om nogen vil vide, hvad Foraar er:
Saa komme han med og bruge sit Øje.
Han vil ikke fortryde, at Vejen han gik;
Jeg er Fører, og kender til Punkt og Prik
De euganeiske Høje.

Om nogen har Øre for fin Musik,
For Kilder, som risle,
For Buske, som hvisle
Med sylepidse Blade i svageste Pust:
Saa véd jeg et Sted, hvor man sidder berust
Af bølgende Strømmes
Melodiske Klang
Af tonende Drømmes
Forvirrede Slyngninger, opløst i Sang.
Om nogen har Øre for slig Musik:
Saa lover jeg ham, han skal sig fornøje.
Det er ret som et Strengevæv udspændt, ihvor
Han hviler, han færdes, staar eller gaar
I de euganeiske Høje.

Om nogen derhjemme har Længselssaar
Og sukker mod Syden
Og drages af Lyden,
Der klinger fra disse hesperiske Rim:
Saa spræng blot hver Hylster som spirende Kim!
I Norden forpuppes
Hver Længsel saa let,
Kom hid, hvor der knoppes,
Og Knoppen bli'r Blomst i et eneste Sæt.
Om nogen derhjemme har Længselssaar:
Saa lade han ej under Trykket sig bøje.
Han vil føle sig løftet og styrket og sund,
Og glemme sin Sorg i en eneste Stund
Blandt de euganeiske Høje.

Se, Morgenen er der med Smil om Mund,
Og Vindene vifte.
Hver Spalte og Rifte
Af Fjældet er fyldt som med smeltet Metal,
Og Æsler og Gederne drives af Stald,
Og Frugttræet drysser
Langs Stien sin Sne,
Og Moderen kysser
Sin solbrændte Glut, som har aldrig kendt Ble.
Ja, Morgenen er der med Smil om Mund,
Og Bonden slænger paa Ryg sin Trøje
Og springer om Kap med Gederne op
For at røgte sin Vin paa den kullede Top
Af de euganeiske Høje.

Vi springer med Bonden. Det gaar i Galop.
Den Kejtede snubler,
Den Kyndige jubler,
Naar Foden for Alvor kan følge sit Kald.
Her standser forstenet en Bæk i Krystal.
Den saa' nok den Slanke:
Hun bøjed sig ned
Og opbandt en Ranke,
Mens Brystdugen bort ved Bevægelsen gled.
Avanti, avanti! hej op i Galop!
Ej alt tør en Vandrer betragte for nøje,
Det kunde da hændes, han hængende blev,
Og i altfor hesperiske Versemaal skrev
Om de euganeiske Høje.

Her krydser os Hjorden, som Hyrden drev.
Et Virvar af Lyde,
Af Æsler som skryde,
Af Oksernes Brøl og af Gedernes Bræg.
Vi stopper og staar ved en mosgroet Væg:
I Landsbyen Arqua
Kom Døden paa tværs
Francesco Petrarca
Aar Tusind, tre Hundred og fir' og halvfjerds.
Vi standses af Hjorden, som Hyrden drev,
Og nytter vor Tid til at kaste et Øje
Paa Huset, som nu er en indviet Plet,
Og som stirrer saa stift som en snørklet Sonet
Paa de euganeiske Høje.

En Loggia øverst paa Trappens Sæt,
Derinde en Række
Af Rum, som kan skrække
Begejstringen selv fra at opslaa sin Bo. -
Vi lader Petrarca og Huset i Ro;
Den Laura, han hylled
I himmelske Lin,
Har mulig fortryllet
En Tid, som har duftet af Klosterlatin.
I Loggiaen øverst paa Trappens Sæt
Vi dvæler beredt til vort Hoved at bøje
For hver en Laura paa Jordklodens Rund,
Men saa maa hun være saa frisk og sund
Som de euganeiske Høje.

Ja bort fra Poeten. Al den Stund
Vi selv er jo Digter,
Vi selv har Pligter,
Og Pligten os raaber sit: længere frem!
Alt ligger i Dalen Poetens Hjem,
Og vi er deroppe,
Hvor Vindene gaa
Over Bjergenes Toppe,
Og synge de Sange, som vi kan forstaa.
Vi glemmer Petrarca i denne Stund,
Vi glemmer hans Laura, og det med Føje:
Her aabnes en Udsigt for Vandrerens Blik,
Og vi synger med Næbet, med det, som vi fik,
Om de euganeiske Høje.

Vi mønstrer de Stier, som nys vi gik;
De synes saa bratte,
At knap man kan fatte,
Hvorfra man fik Bentøj til saadan en Tur.
Men Vaaren gi'r Kraft, og den store Natur;
I den vil vi bade
Vort bølgende Bryst,
I den vil vi lade
Vor Sjæl føde Tanker, som Munden gi'er Røst.
Vi glemmer de Stier, som nys vi gik,
Vi glemmer Bestigelsens sure Møje,
Vi tørrer med Haanden det svedige Bryn
Og vi ser over Verden med frejdigt Syn
Fra de euganeiske Høje.

Lad Verden male i Møllen sig Gryn,
Lad Tiderne være
Saadan, som de ere,
Et Slagsmaal i Dalen for Dagens Gevinst:
Det ser ingen Fjældbo og Digteren mindst.
Kan det dem fornøje,
Saa lad dem kun slaas
Og kives og støje;
Vi hører det ikke, det rører ej os.
Lad Verden dernede kun male sig Gryn,
Lad Skælmerne rapse, lad Skraalerne støje:
Der er altid en Dal og altid en Top,
Og enhver kan gaa, naar han ly