De drive, de store, de blaagraa Skyer
Paa dugvaade Vinger ud over Havet,
Det fjerne ligger i Taager begravet,
Og Stranden er kold, saa trøstesløs kold,
Og Taagen staar som en lodret Vold,
Og vil ikke vige, og vil ikke væk,
Trods Søernes Slag og Vindenes Træk.
Saa ligger i Daggry mit stakkels Land,
Kan ikke faa Bugt med de klamme Taager;
Det lider, det længes, det strider, det vaager,
Det klipper med Øjnenes anstrengte Rand;
Det vilde derud, det vilde derover,
Men Lejet var haardt, og Musklerne sover,
Det rejser sig op, det tumler tilbage,
Og blander med Bølgernes Brusen sin Klage.
Det fik amputeret sin ene Fod;
Det sved i dets inderste Hjerterod.
Det humped omkring ved Stok og ved Krykke
Og drejed paa Lirekassen et Stykke.
Det drejed for lutter døve Ører;
Herrerne hører
Fra Arilds Tid
Saa nødigt paa den, som de selv har skamferet
Og slagtet til Invalid.
Saa satte det Liren i Krogen hen,
Og vented og vented og vented igen.
Men Ventens Tid er kun lidet god,
Og Tvivl og Tvedragt har slaget sin Rod
I Hjerterne, selv hos de bedste.
Og Luften skifted endog Humør,
Sommeren vaad og Vintren tør.
Naar Krybben er tom, saa bides
De allermedgørligste Heste.
De spurgte om Skylden. Ja, hvem bar Skylden?
Du, og jeg selv, og han;
Oppe og nede, det ganske Land,
Men hvem har den rette Lægeforstand,
Og hvem vil røre ved Bylden?
Den Taage, som her over Stranden staar,
Den hæmmer saa mangen en spirende Vaar
Og slaar saa mangen en Vunde,
Og ingen kan hele de gnavende Saar,
Og ingen kan sige »hvorlunde«. -
Der kommer dog vel en forfriskende Blæst
Og Solbrud i Skyen, en rask Nordvest,
Som fejer til Side den sidste Rest
Af Tvivlen og Striden og Taagen.
Og saa maa man helst være vaagen.
Og saa maa man se at holde sig klar,
Naar Vinden begynder at friske,
Til at røgte sin Dont i den Baad, man har,
Til at tage paa Dybet og fiske.
Og staar end Taagen endnu som en Mur
Og skygger for hele Guds fri Natur
Og trykker paa Hjerte og Hjerne:
Det gælder trode Taagen at tro paa sin Kraft,
Den, som man har, og den, man har haft, -
Saa kommer vel Sol fra det Fjerne.