En Stump af et Skørt; en Slags Trøje,
Nedskaaret dybt over Skuldren, saa Barmen
Titter og smiler dit Øje i Møde;
Hun tager det ikke saa nøje,
Om Du dvæler lidt længe derved.

Er først Samtalen kommen paa Gled,
Saa løfter hun Skuldren og ivrer med Armen,
Haandfladen svinger i Bugtninger bløde
Fremad og opad og ind imod Kjolen.
Det er Barnet fra Byen, hvis Vogn er Gondolen.

Og hun bugter sig ind gennem Karnevalsmængden,
Som dreves hun frem ved den lydløse Aare,
Og Øjet spiller og Haanden ror;
Giv et Vink: hun vil standse, saa saare
Hun ser, Du er i hendes Spor.

Hun vil vugge Dig bort i et Blund
Med Syner, som ingen Tizian maler.
I vil glide ad tavse Kanaler
Med Øje i Øje og Mund ved Mund.
Aldrig din Læbe om Farten taler,
Du er stum fra den samme Stund.