Krattet til højre, Marken til venstre,
Vejen slynger sig mellem begge,
Det er Nat, med et Halvlys ud over Egnen,
Store Skyer for Maanen trække.
Ildsluer danse bag Krattets Grene,
Der ligge Soldaterne om Bivuakken,
»Gloirens Sønner«, som forkorte Tiden
Med Vin og med Kort, med Rygen og Snakken.

Natten er stille; som svage Akkorder
Lyde Stemmerne hid fra det fjerne;
Paa Vejen staar en Skildvagt og nynner;
Han tør ikke synge, skønt han vilde gerne.
Han ser mod Skyen, han ser over Marken,
Han lytter til Stemmerne fra Bivuakken:
Fordømt at staa saadan ene og maabe!
Og han gaber frygteligt og klør sig i Nakken.

De Herrer kan sagtens. Det er disse Parisere,
Voltigeurer og Zouaver, fordømte Gardister,
De gaa gerne i Ilden, men nødig paa Forpost. -
Det er dog i Grunden store Egoister.
De knibe ud, naar Vedetterne stilles, -
Vi skal slaas om Dagen og vaage om Natten,
Vi Folk fra Elsass; — ja, hvis vi ikke var der,
Kunde Prøjserne løbe med hele Klatten.

Og han tænker frem og han tænker tilbage,
Og han synes, at Krigen faar ingen Ende;
Der er nok af Tab, der en ingen Sejre,
Og endnu skal Blodet i Strømmen rende.
Han er ikke bange, han vil slaas som en Løve,
Men — er ikke det hele saa temmelig broget?
Og i Grunden, — ja, hvorfor slaas man i Grunden? -
Da spidser han Øre. Rørte der sig noget?

Geværet til Kinden, Foden fremstrakt.
Det lysner deroppe fra Maanens Fakkel;
— Der staar en Fjende ved Vejens Bøjning; -
Men det er jo Claus, det gale Spektakel!
Det er Møllerens Søn fra den anden Rhinbred, -
De var Legebrødre, Røverkammerater.
Floden har delt, Legen er ophørt,
Nu er det Alvor, nu er de Soldater.

Og de veksle Haandslag. — De er jo alene. -
De mindes de gamle, svundne Dage;
Geværerne slænge de hen i Gruset,
Og dele, hvad Flasken endnu har tilbage.
Naa, Du vilde skyde? — Ja, jeg maa tilstaa. -
Aa, Fanden i Vold med det Krigsregimente.
Lad os tømme Flasken; Tiden er kostbar
Og ingen véd, hvad man har i Vente.

Men førend vi skilles, før Krigsdæmonen
Lægger sit Blodslør over vort Øje,
Og atter vi drives som Dyr i Blinde
Og vi lægge an paa hinandens Trøje -
Saa hør et Ord, du min franske Broder,
Og lad det gaa videre til Kammeraterne:
Vi er Marionetter endnu for de store,
Og vi figurere endnu paa Plakaterne.

Vi sættes paa Scenen som Gladiatorer,
Saa spiller det nationale Orkester,
Og saa gaar det løs med Huggen og Stikken,
Og saa begraves de blodige Rester.
Præsten velsigner de skændige Vaaben,
Vorherre takkes med Klokkeringning -
Men Gud ske Lov, der er Tegn og Varsler,
Som tyde hen paa en snarlig Svingning.

Det er Folk, som er ked af den gamle Komedie,
Der er Folk, hvis Hjerter brænder i Lue
For at appellere til Hjerternes Stemme
Og stemme mod Kasque og Pikkelhue.
Der er Folk, som lyster at vende Plakaten
Og skrive med store Træk paa Reversen:
»De gamle Stykker spiller ej længer;
Der gives et nyt — Direktionen i Persen.«

Ja, Du kan tro, den vil komme i Perse,
Og Du kan tro, der vil blive Bulder,
Alle og én skal da give Møde,
Franske og tyske, Skulder om Skulder,
Fælles Kommando og fælles Orkester,
Saa skal vi mødes midt i Bredouillen, ...
Tys Kammerat! Farvel for i Aften.
Tag dit Gevær. Jeg hører Patrouillen.