Holger Drachmann


Døden og Apotekeren

Og Apotekeren lo bag sin Disk
Og gned sine snavsede Hænder:
Nej Mage til Pest og til Kundekreds
Jeg ej i min Levetid kender!

Her kommer de stimevis styrtende ind,
Som gjaldt det Livet, de Taaber,
Forlanger Karbol til at vaske sig med,
Og koleradræbende Draaber.

Og alt skal de faa — til højeste Pris;
Hæng i! det er hele Sagen.
Døden han skyer et Apotek -
Den Ting er vel klar som Dagen!

Men Døden greb ham og lo dertil:
Du har jo, Taabe blandt Taaber,
Forglemt i din Travlhed at vaske Dig selv
Og ta'e dine egne Draaber!
151 Total read