Din Guddom steg fra Piedestalen ned
Og satte sig til Bords og sad og drak
Med Per og Povl, og lo og kom i Snak
Endog med Ternen, som gik om og skænked.
Af Marmor stod han før saa stolt i Lunden.
Ak, tænkte Du, da Gudens Spøg Dig krænked,
Saa var det usandt med hans Herlighed,
Her har sin rette Tumleplads han funden!

Vær rolig Du, som har i Gave bragt
Din hele Tro og Tillid for hans Fod;
Hvis Du ser efter der, hvor Guden stod,
Saa vil Du finde ham, som før, paa Pladsen.
Hvad var en Gud, om Piedestalen skulde
— Kun den alene — skille ham fra Massen?
Den Drik, som spildtes, pletter ej hans Dragt;
Paa Marmor bider Tiden kun — og Kulde.