De sad — hvad Søfolk har Lov til at gøre,
Naar Farten er endt og Faren er omme -
Og snakkede lunt inden Døre.
De havde Krusene tomme.
De var nok røget lidt uklar sammen,
Var bleven lidt ivrig og hed i Kammen;
De havde — helt sjældent blandt de Kammerater -
Haft en Disput om Soldater.

»Og nu vil jeg sige det sidste Ord,
For jeg, skal I vide, var med om Bord,
Da hele Transporten forliste
Og Damperen blev deres Kiste.
Jeg husker det, ganske som det var i Dag,
De sank under Storbritanniens Flag
Med Ransel paa Ryggen og Tasker bag
Og Bøsser og Apparater.
Der var nok en Fjende, men intet Krudt,
De faldt imod Fjenden, men ingen blev skudt,
Havet gav dem en Gravsalut;
De døde en Død som Sodater!

I Dagningen var det, og Søen var hul,
Og Damperen slog sine tunge Hjul
I Havet, som sort sig rejste;
I Dagvagten var det, og Søen var svær,
Og Luften saa' ud til et Herrens Vejr,
Og vi havde strøget Stænger og Spær,
Og vor Bredfok paa Bakken vi hejste;
Den skulde jo gøre for Slingringen Gavn,
Thi forude laa, fra Maskine til Stavn,
Soldaterne oppe og nede.
De var nok af Søturen kede.

Med Ransel og Taske, Stads og Gevær,
To Hundred Mand, en formelig Hær,
I Bunker som sammensyede,
De laa der med deres dresserte Krop
Og letted en Gang mellem sig op.
Naar Damperen gjorde for svære Hop,
Og saa' paa hinanden og spyede.

Den kulsorte Damper hugged sig frem
Og slog sine Skovle med Fynd og Klem
I Søen ved hver sin Side;
Dens Hjulkasser lyste saa hvide.

Jeg saa' imod Østen, og tænkte straks:
Her har vi en Dag af den slemme Slags,
Hvor Solen i Dynerne ligger;
Den vil ikke op, mod Himlen den ser.
Imedens drysser dens Sengefjer
Langs Havet i skinnende Prikker;
Kaptajnen han mæler ikke et Muk,
Men tørrer bestandig Glassenes Dug,
Og Skyerne flagre til Vejrs som Fnug;
Fra Broen han kigger og kigger.

Og Damperen hugged sig frem med Besvær,
Og Skovlene slog, snart oppe, snart nede,
Og Himlen blev mørk, og vi fik et Vejr,
Hvorefter man længe skal lede.
Og Søen slog Lønning og Luger ind,
Og vaade vi blev til det bare Skind,
Maskinrummet fyldtes og Kedlen blev kold,
Og Skibet trak Vand som et Sold.

»Til Pumperne, Manne«. Det hjalp ikke meget;
Stærkt blev der pumpet og stærkere skreget:
Det vokser i Rummet, Fod for Fod!
Da tabte saa mangen en Gut sit Mod.
Der laa vi og flød som et hjælpeløst Vrag,
Da var det forbi med Kommando paa Dækket.
Thi det er jo saadan en gammel Sag,
Naar Faren er løs, saa er Vildskaben vækket.
Soldater og Søfolk i blandet Flok
Styrted til Baadene, hver paa sin Side,
En tog sin Sabel og en tog en Blok,
Hug blev der givet, og Svar blev der sendt. -
Vorherre maa naadigt vide
Hvorledes det Hele var endt!

Men bedst, som de sloges og rev og bed
Og brøled som vilde Dyr og sled,
Og alle vilde i Baadene ned,
Saa holdt Soldaterne inde;
De hørte en Stemme, de kendte den nok,
Der stod blandt den hele fortvivlede Flok,
Høj og slank som en Kvinde,
Pyntet og strunk paa Soldatermaner,
Deres Oberst, en ung Officer:

»Ret Jer, Karle!« De lystred og gik
Tilbage fra Baadene for hans Blik.
»Sablerne ind; Geværet ved Fod!«
De lystred og slingred, men stod, hvor de stod.
»Nuvel, Soldater, Haabet er ude;
Vi skylder — det ved I — Vorherre en Død,
Og vor skal vi møde paa denne Skude.
Baadene rummer knap halvhundred Mand;
Det er Skibets Besætning, kan den naa' i Land,
Saa har vi gjort, hvad vi kunde.
Arrier'garden holder saa længe Stand,
Som den kan, og gaar saa til Grunde!« . . .

Saa fik vi Søfolk med megen Besvær
Baadene ud, og vi klarede Vraget.
Obersten stod med sin Kaarde draget,
Vinked Farvel, da vi roede væk.
Da brød fra Skyen det første Skær
Af Solen, og over det vaade Dæk.
Langs ad den tavse Rade,
Raabte han højt: »Præsenter Gevær!«

Det var den sidste Parade.«