De svajed og svinged,
De grønne Ranker,
Som en Attenaarigs
Forviltrede Tanker.
Saa blev de bundne
Op ad en Stok.
»Ja!« sagde Druen,
»Det tænkte jeg nok;

Der skal Maade med alt
Og Alvor i Sagen,
Nu kommer Glansen
Nok snart for Dagen!«
Og Solen bagte,
Glohed var Luen;
Tanker blev tændte,
Og mørk blev Druen.

Det tynged og trykked,
Druerne svulmed;
Det var Solild, som inde
Bag Skallerne ulmed.
Saa rusked og rev det
Med haarde Hænder.
»Hvad!« tænkte Druen.
»Er det saadan, vi ender?«

Der blev stampet og trampet
Under Snakken og Summen,
Druerne sprøjted
Som Blod ned i Kummen.
Nøgne Mænader
Gled ud i Blodet,
Silener sprang Buk
Og Fauner stod paa Ho'det.

Saa blev der stille
Paa Larmen den lydende.
»Naa!« tænkte Druen,
»Saa blev vi da flydende.«
Stilhed og Mørke
Langs Flaskereolen,
Ikke et Glimt af
Dagen og Solen.

Ensomme Timer, Ensomme Dage,
Tanker paa Fremtiden,
Tanker tilbage.
Underlig Syden
Omkring i Kroppen.
»Blot man turde løfte
En Smule paa Proppen!«

Saa blinked det endelig;
Proppen knalded,
Druerne skummed
Ud i Krystallet.
Og Glasset blev svunget
Højt i Vejret:
Nu er Vinen god,
Nu har Druerne gæret!