De lever op igen. Jeg hørte nyligt,
Hvor forhen var saa dødsens stille,
En øvet Haand Tannhäuser-Ouverturen
For aabent Vindu spille.

Blod, Lidenskab og Raseri,
Smerten, som Kunsten dem fortolker,
Paany den næsten lammede Natur
Med friske Væsners Liv befolker.

Saa kom da, Kunst, igen og gør din Gerning;
Jeg er jo Kunstner selv, jeg rører Strengen
Og stiller Tavlebordet op og kaster
Om Mesterskabet højest Terning!