Jeg priser mig Dagen, dens Sol, dens Smuds,
aldrig jeg gør som den dumme Struds,
stikker mit Hoved i Busken og dør!
Jeg lever, jeg lever, jeg bruger mit Øje,
vil vrage, vil smage, ved alt mig fornøje,
og kommer min Time, velan da, jeg dør:
efter mit Maaltid, men ikke før!

Se Bordet er dækket, for Dig, for mig,
hvem i Alverden vil undslaa sig,
sidde forlegen og føle sig rød?
Vorherre kan næppe ha' ment med sin Gave
at ville os ilde for Mund og for Mave,
og blev det end Døden: O Drue saa rød,
er du en Gift, saa er Giften sød!

Kom, Kylling og Vagtel, kom, Lys og Fest!
Indbuden er jeg som Dagens Gæst -
Underforstaaet ?til Natten? tyst.
Umærkeligt glider da Timerne
mod Stunden, da svunden er Dagslysets Vover;
jeg vaagner paa Natten, jeg tror det er lyst;
Hjertenskær! det er dit hvide Bryst!