Ja, jeg har elsket. Hav, det skal Du vide:
Tungt lægger Byrder Du paa Mandens Skulder,
Ham, i hvis Aarer Oceanet ruller,
Ham, i hvis Side
Hjerteslaget slaar
Som de Bølger vide,
Der mod Polen gaar.

Ja, jeg har elsket. „Herfra disse Taarer,"
Salte som Skummet, ak men ej saa lette.
Vil Du mig dømme, huske Du dog dette:
Saltet forvitrer,
Men det levner Saar;
Taarerne forbitrer
Fremtids bedste Kaar.

Ja, jeg har elsket. Hav, din store Scene
Synes saa Øde; kølig Bølgen ruller.
Se, over Bølgen blinker frem en Skulder.
Ve Dig, som ene
Langs med Stranden gaar!
Anadyomene,
Nøgen, for Dig staar.