Jeg lytted til Stormens manende Røst,
Da jeg laa ved dit Bryst.
Du fatted mit Hoved i kærlige Hænder
Og nynned mit Øre den Vise for,
Som har tusinde Vers, og som aldrig, som aldrig ender.

Det var Visen om Kvindens trofaste, ømme,
Evige Elskov — og Mandens ustadig Drømme.

Jeg lytted til Stormens susende Røst
Derude i Høst.
Mit ene Øre laa tæt til dit Hjerte,
Det suged de milde Bebrejdelser ind,
Og de faldt paa mit Sind
Med Sandhedens Vægt og dens Smerte.

Mit andet Øre laa aabent for
Den manende Vind,
Som strøg over Land,
Og som kaldte i Vaaben mit rullende Blod,
Alle vore Venner, mit unge Mod,
Og din Fjende, den graa Forstand.

Jeg hørte Stormen, jeg laa ved dit Bryst,
Jeg lytted, delt, til den dobbelte Røst.
Jeg var en Mand.

Og nu er Dagen for Afsked kommen.
Hej op, I Svende, læg Gjord om Hest,
Min Ransel paa Sadlen, og glem ikke Kappen,
Pistoler i Hylstret, og Sværd over Knappen,
Nu ville vi ride af Gaarde i Fred,
Men kommer der en os i Vejen,
Vi rider ham ned!

Og Træerne vare saa gule
Langs ad den dybe Allé,
Bag Skyerne ikke en Smule
Solskin at se:
Saa ville vi lysne vor Vej med en Sang;
Syng mig den Vise, som var min Fryd,
Stem op, I Svende, til Gigernes Lyd:
»Vi kommer, mit Hjerte, tilbage engang!«

Og naar jeg standser derude i Slaget
Og hviler mig ensom fra Tumlen og Braget,
Saa vil jeg blotte mit Hoved og lytte
Og høre en Vise, jeg lærte engang,
Som har mange Vers, og som aldrig ender:
Den stille Ventendes Sang!