O hvor hvert Fjed dog er gammeltungt,
Naar Vejen skal trædes tilbage;
Trittet var let, saa tyveaarsungt,
Da det gik mod de dejlige Dage.
Liden Fugl paa vor Vej
Havde travlt med at synge
Sin Elskovssang;
I hver Bøgetræsgynge
Var Legen i Gang. —
Nu synges, nu leges der ej.
Kun de susende Graner har endnu Røst,
Og det lyder som oprørt Vand;
Det tegner mod Høst.

Elskede! ak, den dobbelte Klang,
Som strider i denne Kalden:
Sangfuglelatter fra korngul Vang
Og hulkende Skovvandes Falden!
Nu er Sommeren væk
Og kun Høsten tilbage,
En Middelhøst;
Kun en Afglans af Dage
Med kummerlig Trøst,
Et Billed med falmede Træk.
Og jeg trykker det blegede Blad til min Mund.
Der er dobbelt og stridende Lyst
I Afskedens Stund.

Nej, jeg vil ej som den Klagende staa,
Naar intet dog kan forandres;
Heller ad høstgule Gange gaa,
Naar Stierne dog skulle vandres.
Der er Kraft i den Luft,
Som fra Granskovens Naale
Min Aande naar;
Gennem Høstsolens Straale
Et Farvevæld gaar,
Hver Blomst har forstærket sin Duft.
Lad kun Vaaren forstumme; her spirer et Frø.
Jeg har Sange i Hjertet endda;
De kan aldrig dø.