Nu skriver fast Alle den dejligste Stil,
man digter og rimer saa yndigt;
Kritiken gaar efter med Høvl og med Fil,
og det saa det næsten er syndigt.
Saa priser man Literaturens Held -
men det smager ikke af Livets Væld!

Forstanden driver saa kløgtigt et Spil,
den alt i Systemer vil føje;
ja vist skal af Øjne der skarpe til
at træde et Synaaleøje!
men Musen dog aldrig fødte et Fjeld -
som før græder Aanden for Livets Væld!

Ja, Verden bliver saa led og saa kjed,
den gaber og skaber sig kræsen;
saa kildrer man den med lidt Vittighed
i Siderne og under Næsen,
og Narrenes Brixe slaa Smæld i Smæld;
men det smager ikke af Livets Væld!

Helt broget er Smagen fra Taa og til Top,
modern, antik og romantisk,
min Stol pompeijansk og chinesisk min Kop;
dog skaber sig Dværgen gigantisk:
Et Ben i Dalen og ét paa Fjeld -
men det smager ikke af Livets Væld!

Effekten! Effekten tilbeder vor Slægt:
Man skyder paa Fyrster og Konger,
saa kappes Ens Hoved med megen Effekt,
man nævnes af tusinde Tunger;
der prækes og gjøres urimeligt Spræl -
men det smager ikke af Livets Væld!

Lidt Nyt skal det være! ja vist noget Nyt!
Nu trænge vi til det Pikante;
saa vender man Tingen paa Vrangen — Pyt!
Til Pirringen ere vi vante.
Den Nyhedslyst er mig forskruet og grel -
ældgammelt som Livet er Livets Væld!

Med Dampen man sejler, trods Vejr og Vind,
og kalder sig Kræfternes Herre;
man damped sig gjerne i Himmelen ind,
men bliver dog ude desværre!
Som før er af Hunger og Død man Træl -
af Kuldamp smager ej Livets Væld!

Ja, trods al vor Kløgt og vor smukke Stil,
og alle de mange Maskiner,
vor Tid har om Munden saa sygt et Smil,
og sørgende ere dens Miner.
Det tykkes mig tidt, som det lider mod Kvæld,
som vi skal gjenfødes i Livets Væld!

Naar Bølgen sig løfter, den synke maa,
for atter sig mægtigt at hæve -
saa lad det kun falde, som ej kan bestaa;
hvad Aanden tilhører, skal leve!
Jeg tror det forvist, det hæver sig vel
med sejerrige Pande af Livets Væld!

Jeg tror det forvist, jeg stoler paa Gud!
Til Lise for Menneskesorgen
den Kamp for Lyset skal kæmpes ud,
og Dæmringen følges af Morgen;
ja friskere Slægter til Jorderigs Held
opdukked, forklared', af Livets Væld!

Men naar skal den komme, den store Idé,
som Tiden forjetter at føde?
Skal fjernere Slægter dens Straaler først sé,
naar vi, som den aned, er døde?
Jeg havde saa gjerne badet min Sjæl
i Livets evige Sundheds Væld -

Jeg havde saa gjerne hilset med Sang
de lysere, skjønnere Dage!
men Tiden henvandrer urokket sin Gang;
det hjælper slet ikke at klage.
Thi maa jeg end synge som Lærken i Kvæld,
jeg jubler som den dog for Livets Væld!