En Sfinx med Fingeren paa sin Mund,
i Dæmringen Fremtiden ruger,
mens Kongegraven ved Lejrelund
sit Bytte hungrig opsluger.
Som tusindaars Olding Kirken sér
vemodigt ned paa den Jordefærd,
mens Hjertesukket fra Norden
hensuser vidt over Jorden.

Nu staar den kjærlige Drot forladt
i Graven blandt sine Aner,
hvor Vinden sukker i sorte Nat
igjennem de revne Faner,
hvor ingen Tjenere paa hans Vink
tilrede haste som Lynets Blink,
hvor Faarekyllingen gnaven
er Kammersanger i Graven.

I Kirken mødes, naar Midnat slaar,
en Skare med gyldne Kroner:
Kong Svend hos Vilhelm i Koret staar,
ved Alteret Axel throner;
da glider Skyen fra Nattens Sol,
den skinner paa Saxos Munkestol,
det klinger bag Murens Stene
i Haralds muldnede Bene.

De samles Alle foruden Støj
som Helteskygger ved Lethe;
Rolf Krake svæver fra Markens Høj,
hist hæver sig stolt Margrethe,
fra Kjælderen famler Kong Christian op,
paa Sværdet han støtter sin Kæmpekrop.
De Volmarer tre i Vrimlen
straale som Stjerner paa Himlen.

De hørte den gamle Kongeport
i rustnede Hængsler dundre;
ind bare de Bønder en Baare sort -
vel maatte de Døde sig undre:
Det var jo ret som ved Balders Død,
da Alles Øjne i Taarer flød;
ja, selv fra Palmernes Zone
Farvel imod Norden tone.

Som Vindens Suk i et bladløst Krat,
de tale blandt Fortids Rester:
„Hvo er Du, Du, som i Gravens Nat
fra Kongesalen os gjæster?
Stat op en Stund af din Dødningseng!
Hvad har Du virket for Danmarks Væng?
Thi siden de ældgamle Dage
ej hørtes til Ligtog Mage.

De Bønder, som bar dit døde Muld,
vel dreves af Fogdens Svøbe?
Maaske man maatte for lumpent Guld
som Lejesvend dem kjøbe?
Hvi fletter man Dig den Hæderskrans?
Du vandt vel Sejre til Lands og Vands
og hævede Danmarks Vælde,
saa andre Folk bleve Trælle?"

Da rejser den gamle sølvgraa Drot
de trætte Lemmer fra Baaren;
med Mildhedsstraalen i Øjet blaat,
end vædet af Afskedstaaren.
Kong Christian knap han til Skuldren naaer,
dog kongelig han blandt Skaren staar.
Omkring den salvede Gamle
sig Danmarks Drotter forsamle.

Han peger hen paa sin Kistes Skrift -
paa Hjerte rig, ej paa Ordet -
„Dér kan I læse mit Livs Bedrift,
og hvi jeg med Graad blev jordet."
Og Alle de sé paa Baaren med Lyst,
de skue Sandhedens Folkerøst
ved Maanens bleggule Straale,
og undrende Gubben maale.

„Ja, Du har vundet en Sejer stor,
som ingen af os har oplevet!
Den Bonde, som Aaget tynged til Jord,
ham har til Frihed Du hævet!
Du løste den sorte Negers Baand
af Slavehandlerens Bøddelhaand!
Du staar som Fader omringet
af Folkeraadet paa Thinget!"

„Ja, ærligt har Du fortjent din Krans!"
Saa raabe de rørte Alle,
og Hænderne lægge de hver i hans
og Folke-Kongen ham kalde.
Kong Christian trykker ham i sin Favn,
og begge velsigne de Danmarks Navn,
mens Vinden susende griber
i Orgelets sølverne Piber.

„I Fred og Krig vil med Ild og Lyst
vi Folket til Daad besjæle,
og aabne det stolte Kongebryst
for Friheds dristige Mæle!
Thi Magten snart med Despoten dør,
hans mægtige Scepter er dog kun et Rør!
Men Kjærligheds hellige Vælde
sit Hoved til Folket kan hælde!"