Ak, det herlige Lys er slukket,
stum er den mægtigste Harpe i Nord!
Skjalden, den store, Øjet har lukket,
Hakons Digter skal sænkes i Jord.

Dér, hvor han sang til Orglet som Lille,
rede de nu bag Kirken hans Seng,
dér skal han sove hos Moderen stille -
Konge blandt Skjalde blev hendes Dreng!

Prægtig som Sol af vinterlig Taage
hæved han sig med Aarhundredets Gry;
gjennem den lille Kirkegaardslaage
bæres han nu med det evige Ry.

Aldrig de herlige Toner skal svinde,
som fra hans malmfulde Harpe klang!
Aldrig, mens Norden ejer et Minde,
glemmes Hroars og Helges Sang!

Oldtiden vaagned! Heltene leved!
Som en Aladdin af rugende Muld
Skatten, den glemte, han atter hæved:
Sangens pureste, funklende Guld.

Livet med al dets Jubel og Smerte
lød i hans dybe, begejstrede Røst;
Balder og Jesus fyldte hans Hjerte,
smelted med Vemod hans mandige Bryst.

Hisset til alle de herlige Døde
stiger han nu til Evigheds Glans;
Fortidens Store gaa ham imøde,
„Heltenes Hænder hænge i hans".

Ikke vi klage tør ved hans Baare -
endt er hans Storværk, fuldbragt hans Kald!
Ikkun Beundrings hellige Taare
græder Norden for Hakons Skjald.