O Menneske, hvor vil Du fly?
Saa buldred vildt en Tordensky
og trak sig om det høje Bjerg.
Hvor vil Du henfly, Støvets Dværg?

Og mer og mere trak det op
omkring den stejle Klippetop,
og alle Hjerter sukked: „Nej,
for Himlens Lyn er Fristed ej!"

Kun En, kun En ej Modet veg,
ad Fjeldets Sti han rolig steg,
imod den mørke Sky han gik
for den forbauste Mængdes Blik.

„Hvad! er Du rasende?" det lød,
„Du gaar jo lige i din Død!
Hvad hjælper Dig din stolte Trods?
Kom, føl din Afmagt, fly med os!"

Men Manden steg, o hvilket Syn!
Om Issen spilled Lyn paa Lyn;
snart svandt i Mulm hans kjække Sti,
da tænkte man, det var forbi.

Men nej! Højt over Skyen laa
Guds rene Himmel lys og blaa;
og Bjerget løfted mildt sin Top
i evig Ro og Solglans op.

Trods Storm og Lyn steg manden did;
han vidste: Fred kun naaes ved Strid!
Ved Maalet smilende han stod
med Jordens Uvejr for sin Fod.

Da sank han ydmyg ned paa Knæ
og raabte: „Gud, hos Dig er Læ!
Hvo, som til Dig tør kraftigt ty,
staar hævet over Jordens Sky!"