Min Tugtemester, min store Lærer,
Min Hyldest jeg dig i Sang frembærer!

Alt dengang jeg blev fra Brystet vænt,
jeg tror, mit Forhold til dig var spændt.

Du tog min Kjæphest, min Top og Trille.
Jeg maatte jo taale det! Jeg var den Lille.

Der vanked Buler, der vanked Stød,
og Du var saa haard og jeg saa blød.

Og alle de Huse af Kort, jeg rejste,
de faldt over overende, som bedst de knejste;

Det var Dig, det var Dig, som rev dem omkuld!
Hvor kunde Du være saa ondskabsfuld?

Jeg havde drømt Dig foruden Skygge,
en straalende Verden af Lys og Lykke.

Jo mere jeg voxed, jo mere jeg saae,
du var ikke rigtig at stole paa.

Jeg vilde lege og juble i Solen;
men de trak mig fra Legen af Sted til Skolen.

Dér satte de mig paa den haarde Bænk
og sagde: „Bryd nu dit Hoved og tænk!"

Og jeg tænkte og svedte og pinte min Hjerne
for at finde blandt Skallerne Kundskabens Kjerne.

Men det Meste var Skaller og Avner, jeg fandt.
Jeg syntes, jeg tabte langt mér, end jeg vandt.

Derude — derude slog Fuglen sin Trille,
dér sprudled jo Livsglædens herlige Kilde!

Jeg maatte derud for at prøve mit Mod -
der var Ungdom og luende Ild i mit Blod.

Saa jog jeg af Sted over Bjerge og Dale
for at gribe den flygtende Fugl ved dens Hale;

men jeg mærked det snart, jeg var kun dens Gjæk:
naar jeg kom, hvor den sad, da var altid den væk.

Af Roser, af Roser vel tusind jeg plukked;
men til Blods blev jeg revet, til Blods blev jeg stukket.

Det var Fald for min Fod, der var Sten paa min Sti,
og Nøden i Pjalter mig humped forbi.
II.

Og jeg skulde trælle og være din Slave
i saadan en Verden, bedækket med Grave!

Nej aldrig! aldrig! — Jeg bød Dig Trods!
Hvem var den Stærkeste vel af os?

— Saa toge vi to To et Tag med hinanden,
om hvem af os der var Overmanden.

Det var mig, der vakled, og Dig, der stod;
jeg kunde ej rokke din faste Fod.

Jeg vilde Dig i mine Arme hæve,
men følte i Afmagt mit Knæled bæve.

Jeg søgte i Luften et Støttepunkt,
men Arbejdet blev mig dog altfor tungt.
III.

Din blev da Sejren — jeg maatte vige -
men Hersker jeg var i mit eget Rige!

Jeg var jo født med et Scepter i Haand:
en Evighedsarving, en fribaaren Aand,

og ejed det stolteste Kongedømme,
som nogen Fantast har sét i Drømme,

en Verden — ikke som din af Muld,
men straalende lys og underfuld.

Dér flygted jeg ind og lukked hver Sprække,
dér skulde ikke din Arm mig række!

— Men som en Kreditor, barsk og raa,
Du stod derude og bankede paa.

Det hjalp kun lidt, at jeg stopped mit Øre,
jeg kunde din Kalden derude høre:

„Luk op, Du Daare! luk Livet ind,
og giv mig dit luftige Hjernespind!"
IV.

Og jeg gav Dig alt! Jeg bad ej om Naade,
men aabnede Porten saa højt, jeg formaaede!

Og det var, som faldt fra mit Øje et Bind -
jeg bød Guds Verden et frejdigt „Kom ind"

med dens Skygge og Lys, dens Sorg og dens Gammen,
og jeg synes, nu passe vi herligt sammen!

Og tager den stundom ej paa mig blidt,
og synes for tung mig dens Lærdom tidt,

og skotter endnu jeg som Barnet til Riset
og drømmer imellem om Paradiset,

og kan ikke rime det Alt, hvad sker,
med mine Ønsker og mine Ideer -

jeg tænker, jeg faar det vel nok til at passe,
naar jeg rykker op i en højere Klasse!