Til Trankebar, til Trankebar!
Ak, hvo der dog en Sømand var!

Mens Middagssolen brænder hed,
til Havnebroen gaar jeg ned.

Man bliver kold, man bliver stiv
i dette matte Hverdagsliv.

Den brune Søgut til mig sér
og lunefuldt i Skjægget lér.

Hil Dig, Du frie Konge af
det store vilde Verdenshav!

Jeg sukker, naar jeg tænker paa
alt hvad paa Jordens Bold Du saae:

Det brændende Batavia
Du bringer friske Hilsner fra.

Du saae bag Cubas Sukkerrør
den rige Kjøbmand for sin Dør.

O Himalaja! Chinas Kyst!
O Tryllenavne, rige Lyst.

O, var jeg fri og glad som Du!
Et tæmmet Husdyr er jeg nu.

Paa Jorden her er Alt saa smaat,
kun Havet ruller Himmelblaat.

Og staar jeg ved det stolte Dyb,
jeg føler mig et lidet Kryb.

Med haarde Næve, brune Kind,
Du lér ad Hav og Nordenvind.

Men jeg gaar atter til min Pult
med Hovedet af Tanker fuldt.

Dér griber jeg til Pen og Bog -
ak, Verden skriver sig saa klog!

Men Tiden har saa slappe Træk,
den skriver sig sin Sundhed væk.

Til hjertlig Latter og til Daad
har Ynglingen ej længer Raad.

O, var jeg dog en Sømand nu,
en lystig sorgløs Gut som Du -

Da rystede jeg Støvet af
og fløj derud paa Verdens Hav.

Da blæste vel en Nordenvind
de syge Griller af mit Sind.