Hvis jeg har endnu tilbage
fra de friske Foraarsdage
i mit Efteraar et Spor,
hvis endnu jeg ejer Evne
til at sætte Himlen Stævne
„paa det Jevne, paa det Jevne",
ikke blot i skjønne Ord,
da skal Du, min Hustru kjære,
nu, da jeg gaar ned ad Bakken
med den tredje Snes paa Nakken,
have Æren, have Takken;
Du, til hvem som ung jeg digted
Sangen sværmerisk „Til Hende",
Du, der stod som en Heltinde,
naar min Kraft og Modet svigted,
naar jeg vaanded mig i Smerte,
Dig tilhører helt mit Hjerte,
Dig tilhører helt mit Liv,
min beskedne, stille Viv!