Baronesse, De, som tvinger
selv pedantisk Gravitet
til at prøve Sangens Vinger,
kan De undres, om jeg bringer
Dem min Hylding som Poet?
Undres, om af Hjertets Fylde
jeg besynger Dem som Skjald?
— Jeg — hvis egentlige Kald
er, at lade mig fortrylle?

Skal kun Mænd med Issen graa,
Excellencer, Rangspersoner,
skaldede Anakreoner,
have Eneret derpaa?
Hvad fik jeg da Strengelegen
af den høje Musa til!
Kjæk jeg Dem besynge vil,
kjæk — og dog er jeg forlegen!

Ak, thi véd jeg ikke godt,
at De lér mig ud og siger,
naar jeg rører Strengen blot:
„Det er Smiger — ikkun Smiger,
lutter, lutter Artighed!"
— Elskelige, bliv ej vred:
Da De dalede fra Eden,
fik en Engledyd De med -
Engledyd, men Fejl herneden -
den, at De er for beskeden.

Smigre! hvis jeg smigrer Dem,
slaa min Musa mig paa Munden!
Altfor nordisk ligefrem
er jeg, det er ene Grunden;
kun paa Hofmandsnoder dum
staar Damen jeg som „Herre";
Etiketten gjør mig stum,
og et Smil kan mig forvirre.

Ja, den stakkels Troubadour,
maa han ikke rent forandre
sin bevægede Natur!
Tam — et Husdyr som de andre -
bagved Hønsegaardens Mur,
sér man ham adstadig vandre,
vandre som en fanget Struds
gravitetisk paa det Jevne,
til den stærke Genius
sætter ham et Elskovsstævne.

Da forvoven, stolt og fri
hæver han i Sang sin Vinge,
lader højt i Poesi
dine gyldne Æbler springe,
lunefulde Fantasi!
Løftet til Begejstrings Rige
og med Guder Du og Du,
hvad han føler, vil han sige,
tale frit, som jeg gjør nu!

Skjønne, unge Baronesse,
De, som med den dybe Sands
fletted ind i Glædens Krands
Alvors hellige Cypresse -
De, som venlig, mild og from
sidder nu og sysler inde
hist i Hjemmets Helligdom,
mens de høstliggule Linde
suse alvorsfuldt derom!

Lad den uberømte, unge
Digter sige Dem i Sang,
hvad der svæved mangen Gang
lænkebunden paa hans Tunge -
ej De Smiger kalde maa,
naar han ikke kan fortie,
at han ingen Kvinde saae
mere yndig end Marie!

Midt i store Skoves Krands,
i den høje Jægerbolig,
lever nøjsom De og rolig,
lokket ej af Hoffets Glands,
med Musik og Kunst fortrolig.
Pisker Stormen Hagl og Sne
vinterlig henover Skoven;
knoppes foraarsgrøn foroven
Lundens hvælvede Allé;
eller ruller søvning Bonden
paa sin lille Pindevogn
til det fjerne Kirkesogn
hjem i Sommeraftenstunden;
eller falmer Skovens Haar,
og den vilde Trækfugl slaar
Vingerne til andre Kyster:
Som i Vinter, saa i Vaar
Dem Naturens Liv forlyster,
Signes og skjøn Valborgs Søster!

Hvor kan vel den rige Sjæl
Stadens tomme Glæder savne!
Lig Maria — Deres Navne -
valgte De den bedre Del;
Deres Verden har De hjemme;
og den Fremmede, der kom
indenfor dens Helligdom,
kan den aldrig mér forglemme,
hvor hans Fod end vandrer om!