St. Johannes, Jesu fromme Ven,
Guds Apostel, Menighedens Støtte,
sad engang for Døren af sin Hytte,
da hans Mester længst var faret hen.
Hundred Aar hans Isse havde bleget,
kraftig dog endnu med Barnets Sind
sad han der i Aftensolens Skin
og med en Mariehøne leged.
Paa det lille Dyr med Fryd han saae,
mens det spredte sine røde Vinger
med de fine sorte Pletter paa;
snart han lod det krybe paa et Straa,
snart en Vandring gjøre paa sin Finger.
Mængden standsede, som kom forbi,
og betragted med Forundring Gubben;
haanligt smiled mangen En i Gruppen
ad den Leg, han var fordybet i.
„Hvor kan Sligt den sølvgraa Vise more?"
spurgte man; men St. Johannes lo
mildt og svared: „Skammer Jer, I Store!
I min simple Leg er mere Tro,
mér Tilbedelse, end I det tænker.
Medens I med eders Hovmod krænker
Ham, som kaldte Alt af Intets Dyb,
jeg med Ydmyghed mit Hoved sænker
for hans Storhed i det lille Kryb."