Jeg Baaden har paa Land nu sat
og standset Aarens Slag;
endnu et Blik, og saa Godnat,
du skjønne, lyse Dag!

I Vest en dejlig gylden Rand
af Kvælden sés endnu;
den mindste Myg med Vingen kan
slaa Søens Spejl itu.

Fjernt pipper end en liden Fugl
paa Søens anden Kyst,
nu svandt den dybt i Skovens Skjul,
og Alt er nu saa tyst.

Imellem Lys og Mørke staar
min Sjæl saa vemodsfuld,
dens Isse over Stjernen naaer,
dens Fod i Gravens Muld.

Det er, som Død og Evighed
vil fordre deres Krav,
halvt drages jeg mod Mulmet ned,
halvt op mod Lysets Hav.

Mit Væsen føler med et Gys
sin dobbelte Natur
og drikker glad det sidste Lys
fra Himmelens Azur.

Det sidste Omrids, som jeg sér,
den sidste Livets Lyd
i sagte Sus af Busk og Træer
jeg hænger ved min Fryd.

Jeg elsker Livets Farvespil,
jeg er ej Mørkets Ven -
det er, som Intet mér var til,
og jeg stod kun igjen!

Ved Lysets Smil jeg dvæle maa,
jeg suger Mod deraf,
som svævede min Sjæl derpaa
i Intets store Grav.