Jeg har rejst! — Jeg har været i fremmede Byer!
Jeg har klavret tilfjelds mod de flyvende Skyer;
dampet hen over Svælg, hvor det ludede brat,
suset ind som en Vind i Tunnellernes Nat,
været henrykt og søvnig og vittig og dum
og har samlet af Indtryk en uhyre Sum!

Jeg har rejst! — Jeg er fyldt som en struttende Sæk
med mærkværdige Billeder, brogede Træk!
Jeg har været i Fængsler og stolte Palær,
i mugne Ruiner og Tyves Kvarter,
i Theatrene paa den gentileste Plads,
i Hoteller, hvor Kaffen servertes i Glas.

Med Gamascher og Plaid og med Natsæk i Haand
har jeg støvet omkring for at danne min Aand;
der var Nok at beundre, hvorhen jeg saa kom,
Toiletterne taler jeg slet ikke om;
— for de Skjønne, som bar dem, jeg havde kun Sans,
for de yndige Smil og for Øjnenes Glans!

Jeg har drukket ved Mosel den liflige Vin,
jeg har svømmet i Neckar og fisket i Rhin,
dampet lystig afsted med Cigaren i Mund
over Harlemmerhavets udtørrede Bund,
havt det stort, havt det smaat, været fin, været flot -
og jeg nægter det ej, jeg har moret mig godt.

Jeg har rejst! jeg har staaet og lyttet med Lyst
til det skvulpende Hav ved Normannernes Kyst.
Gjennem Dønningen fra den atlantiske Sø
satte Koursen jeg over mod Briternes Ø;
i den mægtige Stad ved den mudrede Flod,
i det uhyre London jeg undrende stod.

Over Tage jeg fløj, under Jorden jeg fór,
og jeg blev saa lille og Verden saa stor.
I det myldrende Babel jeg ganske forsvandt,
til jeg atter mig ovre paa Fastlandet fandt
paa den ensomme Strandbred ved Frisernes Øer,
mellem Maager og Møller og brølende Køer.

Jeg har rejst! o, det er mig endnu som en Rus!
Jeg, der sad som en kummerlig Snegl i mit Hus,
jeg har tumlet mig om uden ringeste Tvang
i den lystige, brogede Verden engang,
nu mod Syd, nu mod Nord, alt som Lunet mig drev -
og jo mere jeg leved, des mindre jeg skrev.

Naar i Sindet det klang og jeg stemtes til Sang,
da jeg tænkte som saa: det faar Luft vel engang,
naar Du sidder derhjemme paa Vridsløse Mark,
kan Du samle det Alt jo paa tætskrevne Ark; -
men bag Rosernes Hæk, ved den sprudlende Bæk
bør Du ej Dig besudle med Pen og med Blæk.

Og saa reves jeg bort af den levende Strøm,
over Bjerg, over Dal — det var mer end en Drøm!
Over hængende Broer det gik som et Lyn,
saa det Alt løb i Et som et Hjul for mit Syn;
Hessen-Cassel og Nassau, hvor fløj de forbi
i det hvirvlende lystige Rundmaleri!

Og jeg glemmer dem aldrig, de Aftner, jeg nød,
og de Toner, som hen over Bjergsøen lød,
og de dejlige Dage ved Mælarens Strand,
ved Ardennernes Fod og i Schweizernes Land,
og den Nat, da det hvined i Takkel og Tov
i den rygende Storm over Vestervovvov!

Jeg har rejst — jeg har rejst paa min egen Maner,
har ej gaaet paa Jagt efter store Ideer.
Jeg har sét paa det Alt, paa hver Gren og hver Pyt
med mit eget Humør, med mit eget Gemyt!
Jeg har taget det Alt som en ypperlig Kur,
som et Menneskebad i Vorherres Natur.

— Er der Friskhed heri, er der Fart, er der Flugt,
lad det vidne da om, at jeg Tiden har brugt.
Har jeg givet mig kjækt til det Fremmede hen,
er jeg Mand for at finde mig selv dog igjen!
Jeg har ikke forglemt, trods Alt hvad jeg nød,
mit Hjems det velsignede daglige Brød.

Hvad jeg lærte og vandt, mens jeg tumled omkring,
om min Aand fik derude et højere Sving,
om jeg øved mit Skarpsind og modned min Dom?
Ikke véd jeg det selv. Men jeg véd: hvor jeg kom,
hvor jeg gik, hvor jeg stod ved den fremmede Strand
fløj min Hu til mit Land, til mit elskede Land!

Naar jeg hørte dets Sprog, naar man nævned dets Navn,
naar jeg hilste dets Flag i den fremmede Havn,
naar en Hytte jeg saae, som var tækket med Straa,
eller Pilen, som stod ved den sivkranste Aa,
eller lytted derude til Bølgernes Røst -
o da brændte min Kind! o da svulmed mit Bryst!

— O mit Land! o mit Land! saa forladt og forraadt!
saa skuffet for Alt, hvad din Fortid har spaaet!
For den Nød, Du har lidt, fast jeg elsker Dig mér,
og med luende Haab jeg mod Fremtiden sér,
mod den Dag, der skal gry over Norden engang,
da Du atter gjenfødes i Daad og i Sang!