Da paa Solferinos Høje Kampens store Stund var nær,
og den første Morgenstraale lyste paa den franske Hær,
réd langs ad de barske Rækker, som i spændt Forventning stod,
han, „den Tavse": Frankrigs Hersker, paa sin Stridshingst Fod for Fod.

Just da Solens Kugle funkled i den fjerne Horizont,
lod han Blikket, stolt og rolig, glide hen ad Hærens Front.
Pludselig han sænked Kaarden, bøjed sig ærbødigt ned.
„Var det Fanen, som han hilste?" — Ingen vidste ret Besked.

Men med Et der lød med Brusen gjennem Rækkerne et Navn.
Det var Ravnen, som han hilste — Hærens gamle, tamme Ravn:
Veteranen, kaldt „Marengo", arvet fra den store Tid,
Sejersørnens sorte Skygge — nu en halvblind Invalid!

Kold som Skæbnen, ligegyldig for den Hyldest, som den fik,
sad den paa Zouavens Skulder, stirrende med finxens Blik.
Det var den, „den Tavse" hilste: Ravnen, som i hundred Slag
havde fulgt hans store Onkel gjennem Sejr og Nederlag -

været med ved Pyramiden, med ved Berrezinas Bro,
fulgt ham over Ruslands Sletter, svævet over Waterloo!
— Sagnet gik, at paa sin Finger havde han engang den holdt,
klappet paa dens sorte Vinger, overmodig, sejerstolt.

— Næsten et Aarhundred gammel; af ham selv med Navnet døbt,
sad den paa Zouavens Skulder, tavs, som var af Malm den støbt.
Atter flagred Frankrigs Ørne, atter spored den nu Blod:
Aadselsravnen — Ørnens Skygge — Dødens Fugl saa sort som Sod!