Ved hvert Maal, hvortil jeg higer
længselsfuld paa Livets Vej,
ved hvert Trin, hvortil jeg stiger,
finder jeg dog Hvile ej.
Neppe har jeg Glæden favnet,
før den svinder falmet hen. -
Savnet, Savnet,
ene Savnet bli'er igjen!

Ingen Hvile i min Viden,
ingen Hvile i min Dont!
Under mine Fødder tiden
drejer rastløs Hjulet rundt.
Neppe kan jeg Foden fæste,
før den atter løftes maa
til det næste
Skridt, og altid, evigt saa!

Haabets Fugl, som kjækt jeg jager,
aldrig under den mig Frist;
stedse mig dens Sang bedrager -
altid nær, dog evig hist!
O, hvor ofte, træt til Døden,
synker jeg i Slummer hen -
Morgenrøden
vækker mig til Strid igjen!