En Pudelhund havde mistet sin Kjole;
den vilde sig ude i Aftenen sole;
hu! tænkte den, jeg maa varme min Krop.
Saa krøb den paa Brædestablen op,
mens Tænderne Tappenstreg slog i Munden,
tilrette lagde sig Pudelhunden.

Men Solen stedse dybere veg
paa Bræderne højere Pudelen steg;
dog Solen, førend den ret det mærked,
sig listede ned bag Plankeværket.
Et Bjæf af Forundring Pudelen gav,
den tænkte: hvor Pokker blev Solen af?