I sit System en lille Biplanet
formanende sin Stemme hæved,
da gjennem Universet en Komet
i sin gigantiske Elipse svæved.

„Stands," raabte hin, „min bedste Ven, og drej
Dig om min Sol og lad Dig kjærligt raade!
Ubændig, uden Klarhed paa din Vej,
Du holder med din Flugt slet ingen Maade.

Hvert Skridt af mig kan kaldes absolut;
min Stilling her og dér man kan fra Jorden
med Kikkerter udregne paa Minut -
i Alting, sér Du, maa der være Orden!"

„Ti!" svarede den brusende Komet,
„en større Orden er der, end Du drømmer;
har det uhyre Alt Du oversét,
da Du saa dristigt om min Bane dømmer?

Din lille Sol den eneste Du tror!
O Blinde, rundt om den er tusind andre;
sig disses Bane om en større snor,
og denne større maa om større vandre!

Det sande Middelpunkt ej Nogen véd -
af Tidens Haand vi Alle lænket bliver.
Om Almagts Sol ikkun en Evighed
sin uudgrundelige Bane skriver."