Det er mig engang for Sandhed sagt,
at mellem Kirkerne findes
en brøstfældig én, jeg véd ej hvor,
dens Navn kan ej heller jeg mindes.

Den Kirke skal eje et Orgelværk,
hvorpaa man ej vover at spille;
thi hvergang Hymnen bruser derfra,
da zitrer den ormstukne Pille.

Da vakler Bygningen i sin Grund,
da bæver den høje Halle,
som Hvælvingen skulde sprænges derved
og Kirketaarnet nedfalde.

Man tør ikke spille det Orgel fuldt,
thi let det kunde jo hænde,
at Taarnet med al sin kunstige Stads
og Snitværk faldt overende.

Man tør ikke spille det Orgel fuldt;
dog Orglet har ikke Skylden,
men Kirken, som er for svag og trang,
som rummer ej Tonefylden.

Man tør ikke spille det Orgel fuldt,
man maa efter Kirken sig læmpe,
man tør kun præludere saa smaat,
og Tonerne maa man dæmpe.

— O Du, som dadled mig tidt, fordi
jeg med min Følelse leger,
fordi jeg skjuler bag lystig Spøg,
hvad dybt mit Indre bevæger -

O milde, fagre Veninde, vid,
som Orgelet saa er mit Hjerte:
Det har et Omfang fra højeste Fryd
og til den dybeste Smerte.

Naar Tonerne vækkes, som slumre deri,
jeg føler mig mægtigt rystet;
hvis Orglet derinde jeg spillede fuldt,
jeg tror, det sprængte mig Brystet.