Paa Grenen højt en Pære hang.
Den gamle Gartner gik i Haven;
omkring ham Barnebarnet sprang
og Kjephest red paa Oldingstaven.

„Ej," raabte det, „hvor Du er sen!
Jeg gider ikke fulgt Dig længer!
Men stop! hvad ser jeg, paa en Gren
en moden Sommerpære hænger!

Til den maa Du mig hjælpe op."
Den Gamle Frugten saae og sukked;
stivt var hans Knæ og tung hans Krop,
men for sin Yndling han sig bukked.

Op paa hans Nakke Pogen steg;
fuldt af Forventning Øjet straaled;
af Fryd den Lille Hurra skreg,
thi alt han drømte sig ved Maalet.

„Nu," raabte han, „nu kan Du gaa;
jeg hjælper mig med egne Hænder;
den Frugt, som Du ej mér kan naa,
den duer ej for gamle Tænder!"

Men Oldingen vemodigt lo:
„Mit Barn, spot ikke Alderdommen;
ved mig Du steg til Frugten jo,
og end Du har den ej i Lommen!

Endnu er der et Stykke til,
vogt Dig, thi Grenen let kan briste!"
Men Pogen gyngede sig vild
ud paa de tynde, skjøre Kviste.

Om han den søgte Frugt fik fat,
skal dømmes, naar I Daarer smuldre,
som overmodig glemme, at
I steg paa eders Fædres Skuldre.