Nu suser den kolde Oktoberblæst
og voldsomt Egen bevæger -
o havde jeg nu en fyrig Hest,
o var jeg en lystig Jæger!

Om Stormen sused med Hagl og Sne,
om Solen brændte mig Kinden,
jeg vilde juble, jeg vilde le
og give min Sorg til Vinden.

Og skued jeg mægtig Usselhed
den Svage i Støv at bukke,
med Bøssen knalded jeg Høgen ned,
som vilde Duerne plukke.

Ja, var jeg en Jæger, da jog jeg hen,
Hallo! over vilden Slette!
For Horn og Bøsse jeg bytted min Pen,
det var noget Andet end Dette!

Hvor skulde jeg aande i dybe Drag
den styrkende Luft derude!
Hvor skulde jeg hilse den gryende Dag
og springe glad fra min Pude!

Og blev mig Barmen engang for fuld,
og smelted i Vemods Lue,
jeg trængte dybest i Skovens Skjul,
at Ingen skulde det skue.

Jeg bøjed de vilde Grene ned,
som vilde mig Vejen spærre,
og langt fra Vrimlen jeg knæled ned
for Livets og Dødens Herre.

— Og funklede Stjernen i Nattens Stund,
mens Verden hviled i Slummer,
da satte jeg Hornet for min Mund
og blæste min dulgte Kummer.

Naar Skov og Bakker gjentog dens Røst,
og dunkle, drømmende Dale,
maaske etsteds da et kjærligt Bryst
fortroligt fatted dens Tale.

— Og red til Marked jeg ind i By,
med Taske og Jægertrøje,
maaske ved Ledet i Morgengry
mig hilste et kjærligt Øje.

Jeg vilde dandse, jeg vilde le
og tømme det fyldte Bæger,
mens Landsbypigerne hvisked: Sé,
dér er den lystige Jæger!