De stakkels Smaanisser, de undes ej Ro;
slet Ingen har nu den gamle Tro,
at Lykke de bringe til Huset;
selv passer Bonden sin Hest og Ko
og skaffer sig Most til Kruset.

I Stæderne hersker den travle Kløgt,
dér blive de store Fabrikker bygt,
med Gas man Gaden belyser.
For Stædernes Liv har Nisserne Frygt,
dem Larmen og Færdselen kyser.

Forjagne, fordrevne fra By til By,
forgjæves de søge sig Hus og Ly;
de kan ej Oplysningen taale,
for Bøger og Lærdom i Skjul de ty
og blinke for Solens Straale.

Alt længe maatte de lyssky Smaa
fra Sted og til Sted forjagede gaa,
et hjemligt Skjul at oplede;
saa kom de en Nat til en By, der laa
forfalden midt paa en Hede.

Dér kjendte man ej til Skolegang;
dens Huse var smaa, dens Gade trang,
dens Folk vankundigt og sløvet;
i Stuer og Kamre Spindelvæv hang,
og tykt laa paa Hylderne Støvet.

Sé, det var just efter Nissernes Smag;
de smuttede ind under Skur og Tag
som tusinde Vandringsrotter
og slog sig til Ro og lagde Beslag
paa Gryder, Pander og Potter.

Og der blev en Myldren i hvert et Hus,
Smaanisserne smutted omkring som Mus;
snart hamred de nede i Tønden,
snart vælted en Kjedel, snart klang et Krus,
snart raslede Lænken i Brønden.

Om Natten snurrede Rok og Hasp,
og der blev filet med Smedens Rasp
og hamret paa Hesteskoen;
naar Uglen tuded i Gran og Asp,
stod Nisseballet i Loen.

Paa Rivejern og paa Spækkebrædt
de spilled til Dandsen nok saa net
og blæste Trompet i Tragten;
der dandsedes Ril og Menuet,
mens gamle Nisser slog Takten.

Forbauset hørte den Herremand,
at Nisserne fra det hele Land
sig havde bosat i Egnen;
til Nissebyen han drog paa Stand,
ham fulgte Præsten og Degnen.

Der skulde rejses et Skolehus;
man bragte Tømmer, man bragte Grus,
men Værket fik ingen Ende,
det larmed i Grunden med Sus og Brus,
og Murene faldt overende.

Det voldte de Nisser ved Midnatstid;
saa mangen de vare, de stimlede did
med Hammer og Hakke og Spade;
at Bønderne vaktes til Kundskab og Flid,
det kunde de ej tillade.

Og der blev bygget i Aar og Dag,
men endnu havde ej Skolen Tag.
Det voldte Smaanisserne Glæde;
endnu laa Bonden og sov i Mag,
endnu var Marken en Hede.

Da viedes Huset af Præst og Degn;
paa Muren gjorde man Korsets Tegn,
at Engle den skulde beskytte:
da jamred det trindt i den hele Egn;
thi da maatte Nisserne flytte.

Paa Vandring maatte de atter gaa;
i Skolen sendtes nu Bondens Smaa,
af Dvalen vaktes de Sløve;
Smaanisserne peb i hver en Vraa.
De turde ej længere tøve.

Saa brød de da op en Morgenstund,
før Lærken vaagnede af sit Blund;
der blev ingen Nisse tilbage.
Kun Storken paa Taget og Bondens Hund
og Hanen saae dem bortdrage.

Og Kattene listed et Stykke med,
de sagde Farvel ved Byens Led,
vemodig var Afskedsstunden;
saa vandrede Nissefolket afsted
og svandt bag Heden, i Lunden.

Derinde monne sig Bækken sno;
— ved Sivene under den hvalte Bro,
blandt mosbevoxede Rødder,
en Hyrde laa og slumred i Ro,
da vakte ham Larmen af Fødder.

Saa vevre, saa lette, saa trippende smaa
han hørte dem hen over Broen gaa, -
han kunde det vel forklare!
Det var, som det ej skulde Ende faa,
thi stor var Nissernes Skare.

Nu flakke de husvilde trindt paa Jord,
og hvor de søge, i Syd og Nord,
er alt det Gamle forandret -
i Duggen vi sé kun et myldrende Spor,
som viser den Vej, de har vandret.