I Verden op og ned det gaar;
Naturen lér derad.
Blaaøjet, som for tusind Aar,
den smiler endnu glad.

I Haven bagved Bondens Skur,
i den bag et Palads
er, evigtvirkende Natur,
Dig ligegodt tilpas.

Du smiler til vor Kjærlighed,
Du smiler til vort Had:
Ved Brudehus og Rettersted
gror lige grønt dit Blad.

End kommer Svalen søndenfra
med samme Il og Hast,
som dengang, da paa Golgatha
vor Frelsers Øje brast.

End ruller stolt sig Eufrats Flod
i Østens Paradis,
som da den badede din Fod
engang, Semiramis.

End nynner Verdenshavet paa
sin gamle, dybe Sang;
den samme Stjernehvælving saae
Kaldæerne engang.

Som fordum smiler Jorden grøn
og Himlen lyseblaa -
men jeg, som Tidens lette Søn,
vemodigt sér derpaa.

Blandt sjunkne Grave Livet ler
med tusind Øjne fro:
Just derfor fylder Vemod her
med Taarer mine to.

Og derfor knuger jeg mig varm
op til Naturens Bryst
og trygler: slip ej af din Arm
mig og min rige Lyst.

Et Barn i Vuggen var jeg nys,
snart slaar min Afskedsstund.
Just derfor trykker jeg mit Kys
saa varmt paa Livets Mund.