„O Menneske, Du Jordens halve Gud,
lad til mit Moderbryst mig ømt Dig trykke!
Kom, Du mit Barn, min Stolthed kom herud,
med friske Roser vil dit Haar jeg smykke!

Hvi vil Du dvæle hist i Stadens Pragt,
hvor mine Blomster maa i Skyggen falme?
Kom, flyv som Esau til den vilde Jagt,
og hvil som Jacob under Dalens Palme!"

Saa sang Naturen i sin Foraarspryd
af Roser, Liljer og af gyldne Klokker;
paa hendes Haand slog Irisken af Fryd,
og Morgenrøden kransed hendes Lokker.

Og sé, fra Stadens Porte flux hun saae,
som naar man ved en Myretue pirrer,
en myldrende, en broget Vrimmel gaa
af pyntelige Damer og af Herrer.

Forbauset skuede Naturen paa
sin Stolthed, sine Børn; ak hvor forandret
fra dengang de ved hendes Hjerte laa
og nøgne under Edens Palmer vandred!

Alvorlig rynkede hun Skyens Bryn,
til Uvejr trak det op paa Himmelpanden,
fra Øjet fo'r i Harme Lyn paa Lyn -
men hendes Børn af Skræk løb mod hinanden.

Og Livets store Moder brast i Graad;
„Ak," raabte man, „ak sé, der har vi Regnen!
Min nye Hat! min Kjole bliver vaad!" -
— Men tunge Taarer strømmed over Egnen.

Her vendte sig en Silkeparaply,
hist tabte en sin Viskelæ'rsgaloske;
men alle søgte de til Stadens Ly -
jeg selv var med, jeg rulled i en Droske.

Og Alt laa atter i den gamle Ro,
Uvejret svandt, og Jord og Hav blev stille;
men mildt Naturen gjennem Taarer lo
og trøsted sig ved Nattergalens Trille.