Naar du er træt, naar Du er kjed
af Verden og dens Smaalighed,
da skynd Dig fra den trange Mur
ud i Guds mægtige Natur.

Og naar Du Dig paa Sletten sér,
hvad eller mellem Skovens Træer,
da kast Dig ned i Græsset, bøj
din Ryg tilbage mod en Høj.

Og skam Dig ej, for Du er stor:
Læg dig kun paa den grønne Jord,
men sé Dig først forsigtig om,
Du arme Træl af Verdens Dom.

Dog hvis dit Blik foroven sér
kun lutter Vind og lutter Vejr,
da rejs Dig atter, gaa din Vej,
thi, Kjære, Du forstaar mig ej.

Men Du, som Aandens Kampe stred,
kom, læg Dig træt paa Højen ned,
og fæst en Stund dit Øje paa
det grænseløse Himmelblaa.

Henover Dig gaar Luftens Strøm,
Du synker i en stille Drøm.
Vend kun din Ryg til Verden her,
en Verden gaar da op Dig dér -

En Verden, sammensat af Alt,
hvad Støvet aldrig gav Gestalt,
hvad Anelsen kan male kun
med Himmelguld paa Himmelgrund.

Det kvæger Øje, Sjæl og Sind
at sé i Himmeldybet ind,
hvor Intet minder os om Støv,
hvor Intet raaber: Tanke, tøv!

Og sé derop, til Du er træt,
indtil dit Hjerte bliver let;
da rejs Dig atter, Jordens Søn,
og Du vil finde Verden skjøn.