Novemberaftenen bruser mørk
henover Skove og Byer.
Deroppe i Himmelens vilde Ørk,
dér jage de tunge Skyer.

For Elementernes barske Strid
sig skjule Fuglene bange,
mens Bladene hvirvles hid og did
i Lundens fugtige Gange.

Og jeg, den lille Menneskeorm,
jeg sidder nu her og længes
og lytter efter den dybe Storm
og sér, hvor Skyerne trænges.

Jeg sidder bag Ruden og sér derpaa,
i Læ for de kolde Vinde -
o, kunde en Plet af Himmelens Blaa,
en eneste Plet jeg finde!

Thi opad flyver min Kjærlighed
som en vildfarende Due!
— O var der en Plet at hvile ved
paa Himmelens mørke Bue!