Tungt paa den vaade Skovvej Vognen henrasler;
ud fra Gjærdet strække sig visne Hasler;
taarnede vildt, som høje Bjerge, af Blæsten,
Aftnens Skyer flamme som Ild i Vesten.

Og paa fjerne, kobberfarvede Høje
sidder Stormens Engel; for mit Øje
kjendte Steder glide; hver en Bolig,
hver en Hytte vinker min Sjæl fortrolig.

Gjennembruset mægtigt af Ungdomsflammen,
blussed jeg nys; nu synker Stoltheden sammen;
i den dunkle Kvæld under sukkende Graner
lér jeg ad mine egne Højhedsplaner.

Og paa de øde Høje, hvor Vindene suse,
Mismod griber mit Indre. Hellige Muse,
fyld mit Hjerte atter med Manddomskraften
i den vilde, den tungsindige Aften!