Jeg vil et Ord Dem nævne,
saa fuldt af Haab, saa fuldt af Ve,
det er det lille, jevne,
beskedne Ord: Maaske.

Paa det maa Hjertet bygge
sin Fremtidsdrøm, sit Haab paa Jord:
For mig al Livets Lykke
paa et Maaske beror!

Fra Dybet af mit Hjerte
det er til Dem mit Afskedsraab;
jeg nævner det med Smerte
og dog med Gjensynshaab.

Sært ruller Lykkens Tærning.
Den skjønne Drøm, den var saa kort!
Mig kalder Livets Gjerning
til andre Egne bort.

Jeg drømte nær mig Hjemmet,
jeg strakte ud mod det min Favn -
Nu gaar jeg bort som Fremmed,
alene med mit Savn.

Men om mit Hjertes Gaade
for Dem ej aabenbaret blev,
De skal engang vel raade
den Rune, her jeg skrev.

Paa Haabet vil jeg bygge:
Vil Gud, jeg skal Dem atter sé!
Til da er Livets Lykke
for mig kun et Maaske.