Du stødes ved min Tale,
Du kan slet ikke fatte
dens underlige Volter
fra det Høje til det Platte.

Du tror, jeg mangler Alov -
din Smag er saa poetisk!
Min Legen med Kontraster
Du finder uæsthetisk.

Selv nøjes Du forsigtig
med Sagens ene Side.
Den Venden Alt paa Vrangen,
den kan Du ikke lide.

Om Livet og dets Spørgsmaal
Du har din Mening færdig;
din Holdning er saa sikker,
din Anstand er saa værdig.

Min fine Ven, tillad mig!
Der er dog dem, der mene,
at Tingen ret bør vendes,
før man kommer paa det Rene.

I denne sære Verdens
uhyre Pulterkammer
En sér kun lutter Glæde,
en Anden lutter Jammer.

En søger Idealet
i høje Regioner;
en Anden har kun Øre
for Raab af Fiskerkoner.

To Sider ejer Sagen,
det nægtes kan af Ingen.
Men hvilken er den rette?
Ja, det er netop Tingen!

Det var dog værd at prøve
de tvende at forsone.
Sé, det er netop derfor,
jeg leger Plat og Krone.

Som Mønt jeg kaster Verden
hel lystig op i Luften -
Det synes Dig barnagtigt,
at stride mod Fornuften.

Ja vist! mod Etiketten,
og mod den gode Tone.
Men hele Livet raaber
jo netop Plat og Krone.

Og Mangen, som paa Kronen
sin Lykke ene satte,
blev bankerot i Tiden
og endte i det Platte.

Som Verden er, min Kjære,
saa maa vi den annamme.
Trods sine tvende Sider,
er Mønten dog den samme.