En Kokosnød
paa Havet flød,
omtumlet vildt af Voven.
Fra Asiens Kyst
en Storm i Høst
den rev fra Kokosskoven.

„Ak," klaged den,
„hvor skal jeg hen?
Hvi blev min Kjærne moden?
Blandt Hval og Haj
jeg kan jo ej
i Dybet fæste Roden."

Men Herren lo:
han klæder jo
hver Rose og hver Lilje.
Det mindste Frø
kan ikke dø,
naar ej det er hans Vilje.

Bag Havets Vand,
dér, vidste han,
laa Øen i det Fjerne;
med frugtbar Grund,
men uden Lund,
den vented paa sin Kjærne.

Og Nødden drev
op paa dens Rev
fra Verdenshavets Vove;
den fæsted Rod,
og Øen stod
snart dækt med Kokosskove.

Hver Skipper, som
til Øen kom,
fandt den ej mere nøgen:
i Palmers Ly
steg højt mod Sky
fra Hytten Aftenrøgen.

— Hvert Sandheds Ord,
udtalt paa Jord,
med Nødden er at ligne:
det er et Frø
paa vilden Sø,
men Gud kan det velsigne.

Som hin en Kyst,
et aabent Bryst
kan det i Verden finde;
og véd Du vel,
om ej en Sjæl
det kan for Himlen vinde?

Tal Ordet ud
og stol paa Gud,
lad Strømmen det bortrive!
Et Palmetræ
til Slægtens Læ
kan Sandhedsordet blive!