Dig, Kjærligheds vemodsfulde
hellige Trang,
Dig vier i Verdens Kulde
jeg denne Sang.

O elsk mig! ler i sin Vugge
det lille Nor;
ved Graven høre vi sukke
de samme Ord.

O elsk mig! trygler hver Alder
paa Støvets Vej;
det jamrer i Livets Haller:
Forstød mig ej!

Saa Synderen trygler, den gustne,
ved Galgens Strik,
med bævende Læber og brustne,
døende Blik.

Tyrannen sukker det silde,
naar han forladt
blandt Dolke staar i den vilde
Blodhævnens Nat.

Og Kvindens svulmende Hjerte,
og Mandens Bryst,
og Vemod, Glæde og Smerte
har samme Røst.

Saa klager, sukker og vaander
det dybe Savn,
og Aander knuge med Aander
sig tæt i Favn.

Thi gjennem Forfærdelsens Zoner
gaar Livets Sti;
dér danse vilde Dæmoner
vort Blik forbi.

Imellem Afgrund og Himmel
af Skjæbnen sat,
udkaster Du Loddet svimmel
i Tvivlens Nat.

— Ja, Kjærligheds hellige Vælde
i Verden vild
Du Puden er, jeg vil hælde
mit Hoved til.

O, bær mig paa bløde Arme
over Tidens Strøm,
mig og min brændende varme
Begejstrings Drøm!

Ja, hæv mig mod Lysets Porte
med Guddomskraft,
skal ej i Natten den sorte
min Sjæl gaa tabt!