En Kejser lod bygge et Tempel til Guds Ære,
de stolteste Søjler skulde Hvælvingen bære.

Saa herlig en Bygning var aldrig sét tilforn;
alt hæved sig mod Solen det vældige Taarn.

Blytækkeren deroppe paa dets øverste Spidse
saae ud, som berørte han Himlen med sin Isse.

Naar fra sit høje Stade til Jorden han saae,
ham syntes Folk dernede saa underlige smaa.

Selv Kejseren, den mægtige, blev ganske lillebitte;
Blytækkeren ham kunde blandt Vrimlen neppe hitte.

Ham, hvem man kaldte stor, hvis Magt var uhyre,
han tog sig ud dernede kun som en lille Myre.

Paa Pladsen foran Templet han knejste paa Stolen;
hans Guldkrone blinked, naar han vendte sig i Solen.

Det frydede den mægtige Kejser at sé,
at Smeden brugte Hamren og Mureren sin Ské.

Det fryded ham at sé, hvordan Oxerne slæbte;
det fryded ham, at rastløs man med Bygningen stræbte.

Saa lod han paa Muren en gylden Indskrift sætte,
som skulde hele Verden hans Idræt berette;

som skulde berette med forfængelig Bram,
at Hæderen for Templet kun tilhørte ham.

Men næppe var paa Muren den gyldne Indskrift sat,
da skete et Mirakel i den stille, dunkle Nat.

Den næste Morgen tidlig med Undren man saae
et andet Navn i Guld over Kejserens staa.

Ja, over Kejsernavnet med Scepter og Krone
stod Navnet paa en gammel, en tiggefærdig Kone.

Da Kejseren erfo'r det, sit Bud han udsendte
og lod den stakkels Gamle frem for sin Throne hente.

„Ha, gamle runkne Hex! hvordan er det fat?
Har Du med Tryllekunster dit Navn paa Muren sat?

Vil snedigt Du med Trolddom min Hæder Dig tilvende,
da, ved min Kejserkrone, Du skal paa Baalet brænde!"

„Ak, Naade, Herre Kejser," saa bad den Gamle blidt,
„min Brøde kjender Gud, jeg bekjender den frit!

I Himlen at ære, jeg fulgte dit Exempel -
Du ejer store Skatte, Du bygged Gud et Tempel;

men fattig som jeg er, en stakkels gammel Enke,
hvad skulde vel i Verden jeg have at skjænke?

Jeg grunded i min Hytte sørgmodig derpaa,
saa gik jeg ud paa Vejen og samlede Straa.

Jeg samled Straa og Korn, som fra Høstvognen faldt,
til Oxerne ved Templet jeg skjænkede det Alt;

Til Oxerne, som slæbte den store Marmorblok;
de aad det af min Haand, og aldrig fik de nok.

Tilgiv mig min Brøde, tilgiv den, Herre Drot!
jeg stakkels Enfoldige, jeg mente det saa godt."

Da Kejseren fornam den gamle Kvindes Ord,
da bøjed han sit Hoved og knælede paa Jord.

Nedkastet i Støvet paa sit Ansigt han bad:
„Almægtige Gud, mig mit Hovmod forlad!

Nu fatter jeg, hvi Navnet paa den fattige Kone
staar højt over mit, som prydes af en Krone.

Dig kan man ej bedrage med Verdens falske Skin,
Du elsker kun det fromme, det ydmyge Sind!

Jeg bygged Dig et Tempel; men hun gjorde mere,
da hun et Halmstraa ofred til Himmelens Ære!"