Styrtet er min drømte Verden, tabt,
kastet ned i Kaos og i Øde!
Skjønnere end hin, af Ønsket skabt,
vil jeg af min Sjæl en anden føde.

Undergangen har jeg selv fremkaldt.
Af min faldne Fortidsverdens Stykker
triumferende en ny jeg bygger
og med Skaberhaab omsvæver Alt.

Ak, men lange Aar er svundne hen -
end i Mørket famler jeg iblinde;
Skaberordet kan jeg ikke finde;
hvad jeg bygger, styrter jeg igjen.

Naar — naar er Forventningskvalen omme?
Naar skal Aanden med sin Skaberkraft
finde Glæde ved hvad den har skabt?
Ak, og naar skal Hviledagen komme?